mandag den 13. oktober 2014

Billeder som noter

I takt med smartphones indtræden i mine elevers hverdag – og nu hvor Gladsaxe Kommune har leveret iPads til alle elever i kommunen, er jeg i stigende grad begyndt at benytte billeder – fotos af diverse aktiviteter, som noter i undervisningen. Billeder/fotos har den klare fordel, at de kan vise og forklare på en anden måde end ord. De er et fantastisk supplement til den skrevne note.

Det seneste eksempel er fra en 9.klasses arbejde med økosystemer i biologi, hvor de skulle arbejde med modeller:
Eleverne så først en video, som viste hvordan man laver sit eget terrarie – og laver dette til et lukket økosystem. Derefter har klassen lavet sit eget terrarie samlet, og gruppevis har de bygget 3-dimensionelle modeller af økosystemet samt skitser/tegninger af økosystemet. Til sidst skulle eleverne i grupper forklare hvilke kredsløb, der foregik i deres økosystem – dette foregik også på skitser/tegninger = modeller af kredsløb. 






I biologi, hvor det ofte er svært at hive ”virkeligheden” ind i klassen bliver dette arbejde vigtigt, men der er grænser for hvor mange forsøg og 3-D modeller vi kan have stående i klassen. Derfor bliver eleverne bedt om, at tage fotos og gemme dem som noter, suppleret med de traditionelle noter.


Bogsystemer i naturfag har ofte mange forklarende billeder med og jeg opfordrer mine elever til at tage foto af udvalgte billeder fra bogen og gemme dem sammen med deres skrevne noter. De afleverer bogen efter hvert skoleår og har således ikke adgang til materialet fra 7. Og 8. Klassetrin, når der skal læse op til eksamen i 9. Klasse.



Jeg ikke så meget erfaring med at bruge billeder som noter, at jeg kan komme med en statistisk overbevisende undersøgelse, men de tilbagemeldinger jeg får fra mine elever er positive. Dels fordi billednoter kan være hurtigere at lave, mere interessante at kigge på, men også fordi de kan forevige ”ting” /oplevelser, som er svære at forklare med ord.


- et billede kan sige mere end tusinde ord!

2 kommentarer:

  1. Hej Lonni,
    Tror du har fat i noget rigtigt brugbart og spændende med jeres brug af "billeder som noter". Var på et kursus i digital notetagning ved Systime. Her blev vi vist de første 3-4 minutter af Toivo´s visuelle eksamens-video om et kemiforsøg:

    http://youtu.be/5pGIy6w6xwE

    Han lavede den på forsøgsordningen med Visuelt HF på Viborg Gymnasium.
    Tror desværre ikke de har lavet hardcore statistik på emnet, men måske der er noget følgeforskning (til Visuelt HF-forsøget), der beskriver virkningerne med en mere multimodal tilgang til notetagning.
    Glæder mig til at høre mere fremover! ;-)

    SvarSlet
  2. Hej Lonni
    Det lyder vældig interessant at bruge billeder, som noter. Jeg har ikke prøvet det, men skal snart i gang med et dansk-forløb på en Erhvervsuddannelse (hvor jeg underviser), og der tænker jeg det også vil være relevant at få eleverne til at bruge billeder, som noter, fremfor at eleverne skal skriftliggøre deres arbejde. Som underviser kan man jo stille en opgave, hvor et af målene er, at eleverne skal vise deres arbejde igennem fotos - så billederne ikke kun er noter men indgår som en del af elevernes arbejdsproces og produkt.
    Skriv endelig, hvordan det går med brug af billeder i undervisninger

    SvarSlet