lørdag den 11. oktober 2014

Dialoogle – et visuelt arbejdsredskab

Dialoogle er billedkort, der systematisk anvender billeders evne til at sætte kreative tanker i gang, associere bredt og udvikle ideer. Som underviser kan du derefter sætte ideerne i spil i en innovativ proces med dine studerende. Forskning viser, at billeder starter tankespor i hjernen. Når tankesporene kombineres på nye måder, opstår nye løsninger og nye ideer. Det gør Dialoogle særligt velegnet til innovative formål og jeg benytter dem ofte i mit arbejde.
Nedenfor er 2 øvelser som jeg med succes har brugt adskillige gange.



Bryd isen / Den gode start
Øvelsen er velegnet til at overkomme naturlige genertheds- barrierer og kickstarte samarbejdsprocesser i grupper.
Trin for trin:
1.    Spred alle Dialoogle billedkort ud foran gruppen.
2.    Bed deltagerne bruge et par minutter på at finde et billedkort, der siger noget om dem selv, som de andre ikke ved.
3.    Bed deltagerne finde sammen to og to og præsentere sig for hinanden ud fra de billedkort, de har valgt.
4.    Efter tre-fire minutter bytter deltagerne billedkort og finder en ny person at præsentere sig for.
5.    Nu præsenterer de sig for hinanden gennem de nye billedkort, de har fået.
6.    Fortsæt øvelsen i 15-30 minutter afhængig af gruppens størrelse.


Sådan får du ideerne til at sprudle


 Trin for trin:

Øvelsen stimulerer hjerne og krop, tænder konkurrencegenet og varmer deltagerne op til at tænke kreativt, innovativt - og producere ideer. Den er ideel til store grupper i alle aldre, som med udgangspunkt i en fælles opgave skal producere en masse innovative ideer. Øvelsen kræver god gulvplads.
1.    Præsenter opgaven for deltagerne og bed dem om at stille sig i en stor cirkel, hvor alle kigger ind mod midten.
2.    Smid et tilfældigt Magnumkort ind i cirklen. Den første, som får en idé, løber ind i midten og tager billedkortet op og fortæller om sin idé. Herefter tager hun kortet med ud til sin plads i cirklen.
3.    Et nyt kort smides ind, og processen fortsætter, indtil 10-15 billedkort har været i spil.
4. Ved at stille spørgsmål til en idé kan du få deltagerne til at strække deres tanker. Når deltagerne strækker tanker, anerkender de det, der præsenteres, og ideen folder sig ud. De siger f.eks.: ”Jaah, og så kan man også…” Men der må ikke komme for mange detaljer med, som kan begrænse eller skabe tvivl om, hvorvidt ideen er god.
5. Bagefter skriver alle deltagere, som har et kort i hånden, deres idé på et ”Idéark” og hæfter det sammen med billedkortet. Har en deltager flere kort, skriver han flere ”Ideark”, som hæftes på de tilhørende billedkort. - Alle billedkort med ”Ideark” lægges på gulvet et andet sted i lokalet, som nu hedder” IdeBanken”.
6. Nu beder du alle deltagere om at se på billedkortene i ”IdeBanken”, og de, som fik en idé, men ikke nåede ind til midten i cirklen eller måske ikke ønskede det, får nu også muligheden for at tilføje deres ideer til kortene. Opstår der yderligere ideer imens, skrives disse også på.
7. Hvis der er behov for at prioritere ideerne, beder du deltagerne om at stille sig hen til det billedkort, som illustrerer den idé, de synes bedst om. Den eller de ideer, som flest synes er mest spændende, innovative og perspektivrige, arbejdes der videre med.


Tips!
Er der deltagere, som ikke rigtig kommer med i processen fra start, kan du på skift give dem et tilfældigt billedkort og bede dem fortælle om deres første indtryk. De skal have mulighed for at melde pas og give billedkortet videre til en anden tilfældig i cirklen.




Se også hjemmesiden: http://dialoogle.com/

Jeg håber, at dette kan inspirere…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar